Store udfordringer

I 2008 gennemførte Aarsleff Rørteknik et projekt i Odense, som bød på en række specielle udfordringer.

Det startede med en almindelig driftsundersøgelse af en brøndstrækning på en ø1.000 mm afskærende betonledning, som lå ude i Odense Å, under en jernbanebro. Ledningen var meget utæt flere steder. Det samme var nabostrækningerne. Samtidig var adgangsforholdene til de nærmeste brønde ekstremt dårlige. Løsningen blev en Aarsleff Strømpeforing på 311 m, hvilket medførte særlige udfordringer ved transport af strømpeforingen, som vejede ca. 40 tons. Vi skulle også transportere 30 tons is til nedkøling af strømpeforingen, således at hærdningsprocessen ikke gik i gang før tid.

For at installere strømpeforingen etablerede vi overpumpning. Vi flyttede 350 l/sek. ca. 850 m ved hjælp af to ø400 mm PE-ledninger langs åen, under jernbanebroen og over åen via en midlertidig stilladsbro, så kanosejlere kunne passere, mens fornyelsesarbejdet stod på. Endelig løb PE-ledningerne også tværs over en sø.

Da den store Aarsleff Strømpeforing var klar til at forlade vores fabrik, opstod nye udfordringer. Det viste sig, at de kraftige indsivninger trak så meget sand ind, at den endelige rensning af ledningen var yderst kompliceret. Dette betød en mindre forsinkelse og en stor indsats for blandt andet at sikre, at strømpeforingen konstant var korrekt nedkølet. Efter en weekend med hårdt arbejde kunne vi installere den enorme strømpeforing fra et stillads tæt på åen. Installationen tog 12 timer. Vi måtte skabe en 7 m vandsøjle for at klare installationen og skabe tilstrækkeligt modtryk for indsivningen.

Efter to døgn var den installerede strømpeforing hærdet og afkølet, og vi kunne afslutte opgaven med en tv-inspektion samt tilslutning af ledningen til det øvrige system.


Odense å

For mere information

+45 8744 2222
rortekniksalg@aarsleffpipe.com