Farvel til 100 brønde
Aarsleff Rørteknik indledte i 2001 et samarbejde med Skive Kommune om inspektion af 284 nedgangsbrønde. En af de væsentligste grunde til, at projektet blev igangsat, var, at kommunen ønskede at minimere omkostningerne til drift og vedligeholdelse af brønde.
Mange af de 284 brønde var efterhånden blevet gamle og slidte. Desuden var mange af dem etableret for så mange år siden, at de var placeret med blot 40-50 m mellemrum. I dag placerer vi typisk nye brønde med 100-150 m mellemrum. Dette skyldes, at vi i dag har udviklet meget effektive metoder til rensning og inspektion af kloakledninger, herunder blandt andet avanceret tv-inspektionsudstyr. Tidligere foregik brøndinspektion typisk ved, at man lyste ned i en brønd, man kravlede måske derned og kiggede lidt omkring. Dette resulterede naturlig i meget upræcise målinger og vurderinger af såvel brønde som ledningssystemers tilstand.
Da vi havde gennemført det omfattende inspektionsarbejde, gennemgik vi nøje alle resultaterne med kommunens medarbejdere. Vi besluttede at annullere ikke mindre end ca. 100 brønde. For Skive Kommune betød det, at man fremover ville kunne spare en del penge på drift og vedligeholdelse. Det betød blandt andet 100 færre brøndkarme, som ville være i vejen og ikke mindst blive ødelagt i forbindelse snerydning om vinteren.
Arbejdet med at inspicere og annullere de mange brønde foregik over en periode på ca. seks måneder. Med til opgaven hørte også udarbejdelse af dokumentation for brøndenes tilstand såvel før som efter annullering. Vi annullerede brøndene ved at installere en kort Aarsleff Strømpeforing i hovedledningen, hvorefter vi påfyldte sand.
|