Fornyelse af toiletfaldstammer i beboelsesejendom
Ejerforeningen Vesterport i Esbjerg kontaktede i efteråret 2008 Aarsleff Rørteknik, da beboerne gennem flere år havde konstateret utætheder på toilet- og køkkenfaldstammer. Ejendommen er fra 1932 og har fire etager. Den har gennem tiden undergået en række ændringer som eksempelvis etablering af lejligheder på kvisten og konvertering af butikker til lejligheder. Desuden har mange af de i alt 59 lejligheder med årene fået nedsænkede lofter.
På baggrund af en tilbundsgående teknisk rapport besluttede ejendommens beboere at forny det samlede afløbssystem, herunder otte toiletfaldstammer. Dele af afløbssystemet var i meget dårlig stand på grund af blandt andet voldsomme angreb af tæring, hvilket den indledende tv-inspektion dokumenterede.
Projektet indebar indvendig fornyelse af toilet- og køkkenfaldstammer ved hjælp af Aarsleff Strømpeforing. Projektet omfattede også fornyelse af alle afgreninger og skjulte afløb fra gulvafløb samt udskiftning af gulvriste og køkkentilløb. Da der var tale om en ældre ejendom, opstod der undervejs nye udfordringer. I forbindelse med toiletfaldstammerne var en af de store udfordringer således, at flere af afgreningerne ud til toiletterne var knækket, hvilket betød, at de var blevet utætte. I forbindelse med køkkenfaldstammerne var den helt store udfordring, at flere af dem havde store skader. Faktisk bestod nogle af køkkenfaldstammerne flere steder af blot fedtrester og rust. Herudover var der generelt meget vanskelige adgangsforhold, især i toppen af faldstammerne.
Vi gennemførte det samlede fornyelsesprojekt på otte uger. Vi fornyede blandt andet otte toiletfaldstammer, ø100 mm, med i alt 80 afgreninger til toilet- og gulvafløb. I den forbindelse fornyede vi også 46 gulvafløb.
|