Ventilationskanaler renoveres uden nedrivning
Renovering af gamle, utætte ventilationsløsninger er en hurtigere, smidigere samt økonomisk fordelagtig løsning end ved traditionel udskiftning. Via en såkaldt strømpeforing, krænges en polyesterforing ind i eksisterende, utætte ventilationsrør. Herved undgår boligselskaber omfattende nedbrydning af vægge, installationer, gulve mm., og derved også genhusning af beboere. Aarsleff Rørteknik livstidsforlænger i stigende omfang også ventilationskanaler og har netop renoveret knap to km. utætte ventilationsrør for et af Københavns store boligselskaber, FSB.
Med en strømpeforing etableres et rør inde i røret og renoveringen af de tærede og utætte ventilationskanaler i ældre ejendomme udføres hurtigt og smidigt. Metoden er meget udbredt i forbindelse med renovering af utætte kloakledninger, men ifølge ingeniør Morten Andersen fra Aarsleff Rørteknik, så er teknikken udviklet til også at være særdeles egnet til ventilationskanaler.
- Boligselskaber og rådgivere får i stigende grad øjnene op for strømpeforingsteknikken, der betyder, at man som oftest undgår omfattende udskiftning af eksisterende nedslidte og utætte kanaler når man vælger at fore. Da foringen udføres som én lang, ubrudt længde, undgår man samlinger, hvilket betyder, at de renoverede ventilationskanaler er fuldstændig tætte, så lugtgener undgås og anlægget kan indstilles optimalt, forklarer Morten Andersen.
Boligselskab strømpeforer 251 ventilationskanaler
FSB er et af Københavns største boligselskaber og er en almen boligorganisation, der ejer ca.13.000 almene boliger i København samt administrerer ca. 1.200 boliger i Gladsaxe. I forbindelse med en større renovering af en af FSB afdelingerne i København Nordvest har Aarsleff Rørteknik som underentreprenør til Hovedstadens Entreprenørselskab og i tæt samarbejde med VVS installatører netop færdigrenoveret knap 251 ventilationskanaler i 31 opgange.
- De gamle køkkener i ejendommene fra trediverne havde naturligt aftræk, og i forbindelse med renoveringen skulle der placeres et centralt udsugningsanlæg på loftet. De oprindelige beton- ventilationskanaler var generelt slidte og utætte, men efter grundige undersøgelser viste kanalerne sig velegnede til renovering. De skulle dog renses med specialværktøj, så den indvendige overflade blev jævn og plan inden strømpeforing, forklarer ingeniør og projektleder Kristian Hey fra Aarsleff.
Minimale gener for beboere
I hver af de 31 opgange er der renoveret i alt otte kanaler – Fire kanaler til hver side. Det har taget ca. to dage per opgang, og renoveringen er foretaget uden at nedbryde vægge eller andre installationer. Samtidig har det ikke været nødvendigt at genhuse beboere.
- Alternativet til strømpeforing er at bryde de gamle og slidte betonkanaler ned. Den metode tager væsentlig længere tid, betyder store gener for beboerne og giver derved også en masse følgeomkostninger, forklarer Kristian Hey.
Aarsleff Rørteknik har gennem 30 år brugt strømpeforingsmetoden i forbindelse med opgravningsfri fornyelse af kloakker, og er med egen fabrik i dag markedsledende på området. Aarsleff Rørteknik har løbende udviklet og forfinet metoden, så den i dag med fordel også bruges til at renovere alle former for lodrette kanaler.
|