|
4,3 kilometer strømpeforing i boligkompleks
I boligområdet Askerød ved Greve skal både regnvands- og spildevandssystemet i hele området fornyes med strømpeforing. Dimensioner strækker sig fra Ø100 til Ø500 millimeter og dækker både hovedledninger og stikledninger. En opgave, som ud over Rørteknik også inkluderer Danpipe A/S.
Vores strømpeforingsarbejder fordeler sig over fire etaper, da der er mange fagentrepriser, som skal arbejde i området samtidig, og pladsen mellem bygningerne er trang. Vores andel af entreprisen er på 3,3 millioner kroner.
Opgaven er regnet i samarbejde med vores datterselskab Danpipe A/S, da vi på udbudstidspunktet kunne se, at der var rigtigt mange stikledninger, som de med fordel kunne udføre med deres udstyr, og de lange hovedledninger udføres af vores egne anlæg.
Derved sammensatte vi den mest optimale maskinpark til projektet. Det specielle ved projektet er , at Danpipe og Rørteknik udfører opgaven som et samlet team med et fælles mål, hvor guleroden er, at vi deler overskuddet efter en fordelingsnøgle baseret på omkostninger.
Området betegnes som et belastet kvarter, som ulmer ved mørkets frembrud. Så vi skal senest forlade området kl. 18.00, og vandet ind til de enkelte ejendomme skal være åbnet kl. 16.00.
Projektet er beregnet efter, at der minimum skal gennemføres fem installationer i tidsrummet kl. 6.30-18.00.
Da alle spildevandsledninger løber ind under bygningerne til krybekælder, er arbejdsprocessen mere omstændelig ved spildevand end ved regnvand, og samlet ser er der ikke ret meget, som må gå galt, før vi ikke når dagens program.
|